Frederiksberg-Mariendal Rotary Klub
3 minutter
18-10-2001
Jeg har en tilståelse. Jeg er hvidløgsforagter, og jeg er helt på bølgelængde med vampyrerne, der som bekendt ikke suger blod af hvidløgsofre. Almuen tror, det er hvidløgsrankerne, vampyrerne ikke kan lide, men jeg har fundet ud af, at dette er en fejlfortolkning. Hvorfra denne fejlfortolkning stammer, ved jeg ikke, men hvis man har kørt i S-toget fra hovedbanen til Greve en varm sommerdag med en hørm af stinkende hvidløg eller har været i en opgang med mange indvandrerfamilier, vil man vide, at det er lugten, jeg og vampyrerne flygter fra. Det er jo også indlysende. Hvidløgsranker lugter jo ikke af noget som helst.
Jeg fik ideen til dette indlæg en aften, hvor en klient havde inviteret mig til middag på en restaurant, der hedder Souls, og som ligger ca. overfor Indkøbs Service i Vestergade. Vi fik bænket os og fik menukortet, som jeg gik igennem. Der var mange lækre sager, men overvejende indeholdende hvidløg. Jeg ville gerne have noget med Thai et eller andet. Det lød spændende. Jeg sniger mig op til disken, hvor den stoute svenske kok står i al sin magt og vælde. Jeg ligner en undskyldning for mig, selv om det er vanskeligt, og hvisker med lav stemme til den overordentligt venlige servitrice: Jeg er ikke hvidløgsspiser. Kan hvidløgen undlades i retterne? Hun stirrer forskræmt spørgende på den svenske kok, der allernådigst siger, at den kan tages ud af kartoflerne i andestegen, men den kan ikke fjernes fra thaimaden.
Det er ikke første gang, jeg har fået udskiftet kartofler. For nogle år siden var jeg hos Chez Norbert i Bergheim i Alsace. For de uindviede kan jeg oplyse, at Bergheim er en by på Route de Vin tre kilometer fra Ribeauvillé. Chez Norbert er afgjort et sted, der kan anbefales, hvis I kommer på de kanter. Nu har jeg altid været glad for Choucroute med pølser, flæsk, sennep og surkål, og jeg gned mig virkeligt i hænderne, og tænderne løb i vand. Indtil maden kom ind. Hvad er det, kartoflerne lugter af? En umiskendelig stank af hvidløg - ikke meget, men nok for mig. Man var venlig nok at udskifte kartoflerne til almindelige rene hvide kartofler.
Jeg kan nævne andre problemtilfælde f.eks. på l’Olivier, hvor jeg dog fik en lille sejr: Tjeneren indrømmede, at man ikke brugte hvidløg i samme udstrækning i 1960’ernes og 1970’ernes Frankrig, hvilket bekræftes i Encyklopædien, der siger at: ”I Nord- og Vesteuropa gik brugen af hvidløg tilbage i slutningen af 1600-tallet, hvor omgangsformernes forfinelse ikke gav plads til det stærkt lugtende hvidløg”.
For at undgå at vi vender tilbage til forne tiders plumpe madkultur, vil jeg opfordre alle hvidløgsforagtere til at forene eder og gå til angreb på de veluddannede og dygtige kokkes hvidløgstyranni. Det varer nok ikke så længe, før de udskifter hakkebøffernes bløde løg med hvidløgsfeddene, og stegt flæskesovs med persille bliver udskiftet til hvidløgssovs. Det er jo allerede sket for sneglenes vedkommende. Derfor er mit råd til jer:
Hold ryggen rank og hovedet koldt. Kræv jeres ret og forlang retter uden hvidløg.
Gå på restauranter, hvor hvidløgsretterne er i overvejende mindretal. Jeg kan anbefale Philippe på Gråbrødretorv eller Parnas i Lille Kongensgade.
Det er kun ved stadig og vedholdende modstand, vi kan få hvidløgsmuren til at falde. Måske skulle vi oprette en forening.