Frederiksberg-Mariendal Rotary Klub
3 minutter
14-04-2005
Denne titel er valgt, fordi min krig mod skattevæsenet er at ligne med skyttegravskrigen under første verdenskrig uden dog selvfølgelig at have samme blodige islæt. I hvert fald indtil nu. Vi kæmper hårdnakket om argumenterne, der fyger pr. e-mail, brev og telefon – frem og tilbage. Den ene dag er det skattevæsenet, der rykker frem og vinder, den næste dag er det omvendt mig, der vinder. Hvem har de bedste argumenter? Hvem har kigget tættest i ligningsvejledningen? Hvem er bedst til at fortolke? Og hvem har den bedste skatteassistance?
Der er ofte tale om en form for nervekrig, hvor jeg absolut anser skattevæsenet for småtskårent og uendelig omstændeligt, hvilket vel er karakteristisk for det offentlige system, når de fleste eventualiteter skal tages i betragtning. "It is nothing personal" som det hedder i amerikanske westerns, før manden bliver skudt. Det er nok så meget systemet, jeg retter skytset imod. Den enkelte medarbejder forekommer undertiden at være lige så usikker, som vi andre. Vi har også vore kontrollanter, som en sagde til mig en dag. Men det hjælper jo ikke. De er de nærmeste at angribe.
To af de problemer, jeg har været inde i for nylig er:
Periodiseringsproblem, der skyldes formuleringen af statsskatteloven om årlige indkomster.
Goodwillfastsættelse ved omdannelse af virksomhed til selskab.
I første tilfælde er der tale om en klient, som har været med til at skrive en bog, der knytter sig til hendes fag. Her blev der afholdt omkostninger på 1.100 kr. til udlandssamtaler med en medforfatter og 5.600 kr., som var konferenceudgifter. Omkostningerne blev afholdt i det ene år, mens bogen og dermed indtægten først kom i det næste år. Jeg havde fratrukket omkostningerne i det første år, dels fordi der er tale om et relativt lille beløb, dels fordi jeg opfatter bogen som en variant af vedkommendes hovedarbejde. Fordi min klient ikke har skrevet bøger før – der er tale om et nyt arbejdsområde, forlangte skattevæsenet at få periodiseret beløbene. Nu mener jeg, at vi er inde i så små beløb, at der ikke er økonomisk basis for at føre sagen videre i systemet især i betragtning af, at beløbet kan fradrages det følgende år. Det vil jo belaste min klient, der har andet at tænke på end at føre skattesager.
Det næste punkt, goodwillfastsættelse, baserer sig på, at skattevæsenet mener, de kan beregne goodwill på basis af en regnemetode, de selv har udarbejdet på grundlag af årenes overskud. Det kan give de mest fantastiske resultater med goodwillbeløb, der er ganske urealistiske. De er meget utilbøjelige til at høre på fornuft fra borgerne, og i hvert fald er man nødt til at bruge en helvedes masse tid på at overbevise dem.
En sag, jeg forventer, kommer op om nogen tid, er tøj til medarbejdere. Det drejer sig om arbejde, hvor tøjet bliver ødelagt på grund af farve, der ikke kan vaskes af. Indehaveren kræver, at medarbejderne i stedet for kittel går i almindeligt tøj, som hun må betale, da medarbejderne jo ikke kan lægge eget tøj til. Nu er jeg spændt på, om skattevæsenet vil kræve beskatning hos medarbejderne om ikke andet så sparet hjemmeforbrug. Men tøjet er jo ikke noget værd. Skal skattevæsenet virkeligt have så stor indflydelse, at de næsten vil drive danske virksomheder. Skulle de ikke hellere have været op af starthullerne i TDC-sagen for ikke at tale om selskabstømmersagerne, hvor de var i hvert fald var to år for sent ude. Hvad har skattevæsenets langsommelighed ikke kostet samfundet og borgerne, der er blevet kriminaliseret.
Desværre kan jeg blive ved med at hive eksempler frem f.eks. den gang Tårnby Kommune krævede, at min klient skulle beskattes af 150 kr. som sparet hjemmeforbrug i forbindelse med udlandsrejse, ligesom han ikke måtte få fradrag for kaffe på arbejdspladsen indenfor 500 kr., da der er tale om en enmandsvirksomhed. Her er selvstændige ringere stillet end personale. Vi er her ude i idioti, og når alt kommer til alt, falder sådan et eksempel tilbage på politikerne.
Selv om det kun er en lille virksomhed, jeg driver, er der problemer nok, og selv om jeg har et godt netværk, går disse kampe med skattevæsenet mig på. Jeg føler virkeligt, jeg skal kæmpe for mine klienter mod min samfundsfjende nr. 1.
Nu skal skattevæsenerne jo overgå til staten, og min forventning er, at skyttegravskrigen vil blive intensiveret. Så kan man jo vælge at se på det som min kollega, der siger: "Du har helt misforstået situationen. Det er vore venner. Det er dem, vi tjener penge på". Men jeg kan altså ikke få mig til at elske dem.